Albert Gøring - Den Gode Bror

Topnazisten Hermann Gøring, nummer 2 i Det Tredje Rige efter Hitler, deltog uden vaklen i det nazistiske inferno af massemyrderier og blev efter krigen dømt til døden i Nürnberg for forbrydelser mod menneskeheden. Gøring gav i 1941 ordren til Die Endlösung, hvorefter 6 millioner jøder blev udryddet i Hitlers dødslejre som ofre for Holocaust, et hensynsløst barbari uden sidestykke i verdenshistorien.

I årevis blev navnet Gøring således udelukkende kædet sammen med jødeforfølgelser, død og ødelæggelse. Da aviser i München i 1966 bragte en dødsannonce over en lokal byggekonstruktør ved navn Albert Gøring, lagde kun få mærke til det og trak så på skulderen: endnu en Gøring ...

Omfanget af brorens forbrydelser levnede ikke plads til en anden Gøring i offentlighedens bevidsthed.

Men årtier senere blev det afsløret, at mange jøder overlevede Holocaust takket være netop Albert Gøring, Hermann Gørings lillebror,  der i årevis satte sit liv, sin formue og karriere på spil for at redde ofrene for nazisternes – og sin brors - terrorregime. En parallel til Oskar Schindler og hans berømte liste, der blev hentet frem fra glemslen i Spielbergs film. Hidtil hemmeligholdte dokumenter i britiske arkiver og vidneudsagn fra overlevende godtgjorde den næsten utrolige historie om deres redningsmand.

Historien om Albert Gøring er næsten ukendt – han var en levemand og skørtejæger og passer ikke helt med vor opfattelse af den barmhjertige samaritan som Gandhi med sit spartanske lændeklæde eller Moder Teresa i sin ydmyge nonnedragt.

De holdt livet igennem meget af hinanden, de to brødre, selv om der syntes at være en verden til forskel på dem – den ældste Hermann med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste, og Albert med sit dådyrbrune blik, mere stille og frygtsom. Han mindede påfaldende meget om sin gudfader og familiens nære ven, Baron Hermann von Epenstein.

Albert Gøring foragtede nazisterne af hele sit hjerte, og da Hitler kom til magten i begyndelsen af tredverne, hastede han til Østrig og fik arbejde i et filmstudie i Wien. Han befandt sig godt, tidligt støttet økonomisk af von Epenstein, og han lagde aldrig skjul på sin ringeagt for Det Tredje Rige. Det fortælles, at når han handlede ind, forlod han altid butikken med et venligt Grüss Gott. Men fandt han ikke, hvad han søgte, lød det i stedet sarkastisk Heil Hitler.

Han kom alvorligt i klemme, da nazisterne invaderede Østrig i 1938, men takket være brormand led han ingen overlast fra SS’s og Gestapos side. Hermann Gøring var trods alt den næstmægtigste i det nazistiske regime.

Efterhånden som nazisternes brutalitet tog til, begyndte deres plan om jødernes totale udryddelse at gå op for Albert Gøring i al sin gru. Han så til forskel fra sin bror ikke jøderne som fjender, men som mødre, fædre, børn -  og besluttede at handle derefter. Han udnyttede uden blusel det berømte slægtsnavn og skaffede pas og visa til dusinvis af jøder, der således blev reddet fra dødslejrene. Albert Gøring nåede at blive arresteret flere gange af Gestapo, men klarede altid frisag, takket være Hermanns trofaste indgriben.

En dag fik et par SS-officerer øje på Albert Gøring på en balkon og genkendte ham som rigsmarskallens bror. De smækkede hælene sammen, gjorde stram nazihilsen Heil Hitler – hvortil Albert svarede: I kan rende mig ...

Ved en anden lejlighed var SS-officerer i færd med at ydmyge en gruppe jøder. De stakkels mennesker blev sat til at skure fortovet. Da Albert Gøring tilfældigt kom forbi, smed han resolut jakken, faldt ned på knæ ved siden af jøderne og gav sig til at skure løs. Da en SS-officer så hans efternavn, blev skrubningen indstillet for den dag.

Efterhånden som det blev for broget i Wien, blev Albert Gøring sendt til Tjekoslovakiet som eksportchef for de tjekiske våbenfabrikker Skoda. Hér fortsatte han ufortrødent med at holde hånden over ikke alene sine jødiske ansatte, men også medlemmer af den tjekiske modstandsbevægelse. Fabrikkernes jødiske direktør, Jan Moravec, og hans familie overlevede takket være Albert Gøring, der udstedte falske visa, så hele familien kunne flygte til Rumænien.

Da Naziregimet planlagde at overflytte Skodafabrikkerne til tysk område, nærede Albert Gøring ingen illusioner om, hvad dèt ville indebære for mange af de ansatte. De risikerede at gå til grunde. Endnu engang spillede han bramfrit på sit navn og sine gode forbindelser, tog alle sine overtalelsesevner i brug, og det lykkedes ham at forhindre flytningen. Mindst én gang sendte han lastbiler til en af nazisternes dødslejre med krav om, at han manglede arbejdskraft. Så snart bilerne var ude af syne, blev fangerne løsladt.

Én af dem, der kendte Albert Gøring bedst i Tjekoslovakiet, hans tidligere assistent, Karel Sobota, har senere fortalt om sine mange oplevelser med sin tyske chef. Når naziofficerer besøgte Skoda, nægtede Albert Gøring konsekvent at gengælde Heil Hitler-hilsenen – i dé tider blev mange ellers henrettet for langt mindre forseelser. Han forlangte også, at alle – uanset rang og position – meldte deres ankomst, inden de trådte ind på hans kontor. En dag kom en højtstående nazist på besøg og marcherede forbi assistenten direkte ind til Albert Gøring – han blev smidt ud igen med fuld musik og beordret til at vente udenfor kontoret! I stedet bad Albert Gøring assistenten komme ind, og de næste 30-40 minutter tilbragte de to med en hyggesnak om lidt af hvert, vejret, familien, ligesom der var tid til at kigge billeder i Gørings familiealbum.

Først da gjorde Albert Gøring mine til at ville modtage sin fornemme gæst, idet han med et smil sagde til sin assistent: ”Nå, herr Sobota, nu er det vist tid til at tale med den sortklædte herre. Vær venlig at bede ham komme ind …”  Den højtstående officer i sort SS uniform, højrød i hovedet af indestængt raseri, kunne forsigtigt træde nærmere …

Medarbejderne på Skodafabrikkerne glemte aldrig Albert Gøring, der ikke skyede noget middel for at sikre sine ansatte. Han førte sin egen modstandskamp ved at forsinke produktionen på den våbenfabrik, han havde ansvar for. Dokumenter forsvandt eller blev med forsæt oversat forkert, opgaver blev glemt, produktionen stoppet. Ikke meget brugbart blev fremstillet under hans ledelse, endnu mindre gik igennem de mange kontrolprøver.

Efter krigen blev broren Hermann Gøring kendt skyldig i krigsforbrydelser og dømt til døden ved hængning. Den 15. oktober 1946, to timer før henrettelsen, begik han selvmord i sin celle ved at sluge en cyanid-kapsel, han havde haft held til at skjule. Da havde Albert lovet ham, at han ville gøre hvad han kunne for Hermanns kone Emma og den lille datter Edda.

Selv sad Albert Gøring fængslet i et par år – navnet Gøring viste sig at være en næsten uovervindelig belastning -, og selv om mange overlevende jøder taknemligt vidnede om hans indsats for at redde dem, blev rapporterne begravet dybt i de britiske arkiver. Som Oskar Schindler klarede han sig kun igennem efterkrigsårene takket være hjælp og støtte fra de mange, han havde frelst fra de nazistiske kz-lejre.

Albert Gøring var gift adskillige gange og døde i 1966 efter at have arbejdet gennem nogle år som konstruktør i et byggefirma i München.

- Louis Bülow
  www.auschwitz.dk